Køkkenmonologer

Nøøøøj, hvor har jeg hørt det spørgsmål mange gange i tidens løb. Især fra frustrerede veninder med “sløve” kærester. Men det sker naturligvis også, at mænd spørger sådan dér. Og det er ikke kun kærester, der bebrejdes og vendes øjne ad. Nej, der kan sagtens være tale om et menneske, som den frustrerede end ikke har MØDT endnu. En eller anden, som man har skrevet til på en datingside, for eksempel. Eller måske drejer det sig om én, man kun har mødt en enkelt gang:
“Vi havde en skidehyggelig date i tirsdags, nu er det fredag, og jeg har intet hørt! Øv, for fanden!”

Det KAN faktisk også handle om venner: “Ih, min veninde er fantastisk at være sammen med, men hvorfor fanden er det altid mig, der skal ringe og foreslå, vi ses”.

Jeg vil ikke klandre de frustrerede. Jeg har selv tit været én af dem. Det ER pissenederen, hvis man altid er den part i en relation, som skal komme med ideer til, hvad man laver sammen, skal komme med emner i en samtale, skal spørge for at holde dialogen i gang, skal ringe og sms’e først, skal…, skal… Nøgleordet er lige netop skal.

Der er nogle af de frustrerede, som er ret fikse til at få de dér sager ud af verden. De føler nemlig ikke, de “skal” noget som helst:
“Ved du hvad? Nu er det tre dage siden med den forpulede date. Og jeg har ikke hørt en skid. Så det var vist dét. Op på hesten med mig igen, plenty of fish in the sea. Hvad var det i øvrigt lige telefonnummeret til ham din lækre ven var…?”

Og så er der alle os andre. Som nægter at se virkeligheden i øjnene. Dybt inde - helt derinde i hjernebarken hvor man kommer så sjældent, at man ikke ved ret meget om, hvad der ligger derinde - forestiller vi os vist nok, at hvis der overhovedet skal SKE noget, så er vi tvunget til at handle, være aktive, være opsøgende, være udadvendte. Det er egentlig ikke, fordi vi har lyst. Men vi er NØDT TIL DET. Der er åbenbart ikke nogen, der gider os nok til, at de af sig selv letter røven og kontakter os. Eller også tør de ikke. Og så må vi jo… Men dén rolle, som vi dybest set føler er påtvungen, gør os før eller siden til nogle bitre, bebrejdende røvhuller.

I virkeligheden ville vi jo meget hellere opsøges, bare en gang imellem. Hvorfor filen sætter vi os så ikke bare på hænderne? Lader være med at ringe, tænker på noget andet, er sammen med vennerne og satser på, at modparten tager kontakt - og hvis vedkommende IKKE gør, så er det bare ærgerligt?

Der er gode psykologiske forklaringer på, hvorfor det kribler i fingrene på nogle af os for at tage kontakt og være aktive, selv om vi med fornuften ret beset synes, det er “modpartens tur”. Den korte version er, at hvis vi slipper kontrollen og lader modparten styre (mere) angående kontakt og pågåenhed, så vil vi ind imellem komme til at føle os FORLADTE. Når modparten ikke kontakter så meget, som vi mener, der er brug for, føler vi os u-sete. Skåret ind til benet kan man udtrykke det sådan, at vi får en følelse af ikke at eksistere og dermed dybest set være “døde”.
Ikke særligt behageligt, vel? Nej, så hellere bulldoze sig frem mod andre mennesker i jagten på at blive set og REAGERET PÅ og dermed være i live… Sagen er bare, at vi på den måde aldrig får en ægte kontakt med vores medmennesker: Når nogen rent faktisk vil se os og ønsker vores selskab, så kan vi altid undskylde os: “Tja. Det gør/siger han/hun jo bare, fordi jeg selv har sat det i gang - selv har spurgt/ringet/foreslået/sat ord på.”

Vi har med andre ord barrikaderet os, så vi ikke kan modtage kærlighed, samtidig med at vi jagter rundt efter den for at få den i præcis den form, vi ønsker os…

Forladthedsfølelsen er noget af det, der hos mange af os ligger omme i hjernebarken som et meget, meget gammelt traume. Faktisk en erindring, der er næsten lige så gammel, som vi selv er. Det er en meget smertelig følelse, vi har haft i forhold til vores forældre i 3-4 års alderen. Og som for det lille barn har været fuldstændigt ubærlig. At føle sig u-set, forbigået, ikke hørt i sine følelsesmæssige behov har dengang vakt følelser i os, som vi slet ikke har kunnet rumme: Vrede, stor sorg, magtesløshed.

Børn tackler den slags forskelligt. Nogle af os finder ud af, at alle de ubærlige følelser kan håndteres ved at “punke” omgivelserne for at få, hvad vi har brug for. Og engang imellem giver visse forældre så lidt af det, barnet behøver. Denne opvækst lærer os, at hvis vi maser på for at få nøjagtig den respons, vi ønsker os, så kan det lykkes. Men responsen (at blive set og få kærlighed og nærhed) er altså noget, vi skal arbejde for, og som vi ikke kan forvente kommer af sig selv.

Det mønster fortsætter vi som voksne, fordi vi så slipper for at mærke den forfærdelige magtesløshed og forladthedsfølelse, der vil opstå igen, når kæresten eller daten ikke ringer (eller bare ikke lige gør det, når vi har lyst, eller bare ikke lige siger de ting, vi kunne ønske os eller i øvrigt opfylder alle vores behov for at blive set og bemærket). Så vi punker løs, så snart der er udsigt til, at den dér følelse kunne vise sig igen. Når den første forelskelse har lagt sig i vores parforhold, begynder derfor en krig, der foregår efter et meget fastlåst mønster: Vi aser og maser. Kører på med bebrejdelser og spørger igen og igen partneren, om han/hun ikke VIL os, siden vedkommende ikke er opsøgende eller initiativrig nok, eller har glemt at købe vores favoritshampoo med, selv om han/hun UDMÆRKET ved, at det er den eneste shampoo, vi kan bruge…

Modparten får sjovt nok ikke mere lyst til at opsøge eller glæde os. Bl.a. fordi det altid skal være på en helt bestemt måde. Vores. Og der er i sagens natur heller ikke PLADS til, at modparten kan kontakte os, for vi opsøger jo hele tiden selv af angst for, at radiotavshed skulle medføre det forfærdelige, unævnelige: Nemlig at der ingenting sker. At sandheden skulle vise sig at være, at kæresten/daten/vennen slet ikke gider os…
Det rigtig fikse er, at vi, der har det her bulldozer-gen, som regel finder sammen med nogle lidt mere indelukkede typer. Det er mennesker, der i barndommen har haft mange af de samme sårede følelser som vi, men som har tacklet dem anderledes, nemlig ved at sige: “Okay, hvis det skal være på dén måde, gider jeg da bare slet ikke føle noget som helst. Så lukker jeg helt af for følelser og kontakt og klarer mig selv! Nu lukker jeg mig bare inde i mit tårn, og så kan de andre ha’ det så godt!”

Som voksne vil disse mennesker have en tendens til at tackle egen usikkerhed og sårbarhed ved enten at blive tavse og fraværende rent mentalt eller ved simpelthen at forlade modparten fysisk: Gå og smække med døren eller lægge røret på under telefonsamtale, når kontakten trigger den gamle følelse af at være alene og misforstået: Så hellere selv VÆLGE ensomheden. I følelseslivet i øvrigt holder Tårnet også igen: De følelser han/hun trods alt KAN mærke, forbliver ofte skjult for andre. Et Tårn har vænnet sig til, at det er farligt at vise sine følelser, fordi forældrene alligevel bare misforstod. Den sårethed og skuffelse, som opstod dengang, gør Tårnet ubevidst alt for ikke at komme til at genopleve - samtidig med at han/hun længes efter den dybe og nære kontakt. Derfor fornægter Tårnet tit sit eget behov for nærhed.

De to typer - Tårnet og Bulldozeren - har en masse at lære af og gi’ hinanden, og de er inderst inde lige følsomme og sårbare, selv om de vil ha’ en tendens til at se modparten som den ufølsomme eller “hensynsløse”, indtil de begynder at arbejde med at ændre de gamle mønstre.
Det hele handler om at holde op med at lade sig styre af og flygte fra de gamle frygtede følelser: At turde se virkeligheden, som den er.

Bulldozeren må se at få konfronteret den gamle forladthedsfølelse, lukke vreden ud, græde og fx lammetæve hovedpuden i stedet for at bebrejde Tårnet for en sårethed, som han/hun dybest set ikke er ansvarlig for. Kort sagt få følt det, som bulldozer-barnet ikke magtede at rumme. Derefter vil Bulldozeren langsomt blive bedre til at lade andre nærme sig uden at have styret dem til det, blive bedre til at tro på, at andre godt gider ham/hende, uden at han/hun “kæmper for det”. Ikke mindst vil Bulldozeren langsomt lære, at selv om han/hun fortsat kan blive skuffet over manglende eller utilstrækkelig kontakt, så er det ikke ubærligt: Det er ikke en livstruende ulykke, at kæresten har brug for vennernes selskab eller for alenetid. Ingen af delene er en kommentar om, at Bulldozeren ikke er noget værd eller er uinteressant. Mennesker har blot forskellige kontaktbehov og en kontakt som nogen er “tvunget ind i” er jo ikke meget værd og ikke bekræftende for nogen af parterne.

Tårnet må tilsvarende tage mod til sig og lade være med at lukke af, når han/hun føler sig usikker, sårbar, magtesløs. I stedet må Tårnet lære at sætte ord på de svære følelser, som han/hun ikke har ladet sig selv mærke i alle årene: At turde mærke dem selv er første skridt hen imod at kunne fortælle Bulldozeren om dem. At turde tro på, at Tårnet vil blive forstået og respekteret på sine præmisser og ikke vil blive “oversvømmet”, hvis han/hun vover sig ud af sin fæstning.

I sidste ende vil Bulldozeren dermed miste sin grund til at mase på - for nu kommer Tårnet af sig selv ud af sin borg og lukker lidt op for følelserne. Og Tårnet får plads til at opsøge Bulldozeren og selv formulere sine tanker og følelser, fordi Bulldozeren godt tør høre dem, som de er og ikke har travlt med at rette på dem. Tårnet elsker Bulldozerens evne til at snakke ligeud af posen om alting. Bulldozeren er vild med Tårnets ro.

Jeg er selv stadig i en udviklingsproces, og indrømmet: Ind imellem er jeg ved at gå op i limningen. Men det er det hele værd - at turde se mig selv og verden, som den er. Der er ikke længere så meget, jeg er “nødt til” i mine relationer… Nu vælger jeg selv. Nogle relationer har jeg opdaget reelt ikke fandtes og måtte glide ud. Andre blev endnu bedre og ligeværdige, da jeg slap grebet og blev mig selv. Ind imellem bliver valget nu som noget ret nyt også at trække mig for en stund, når jeg har brug for alenetid eller for at lave noget andet. Så ringer Tårnet somme tider: “Jeg savner dig. Hvad laver du?”

Har du lyst at vide mere om de her adfærdsmønstre, hvor de stammer fra, og hvordan man slipper dem, sku’ du ta’ at læse afsnittet om Tårnet og Bulldozeren i bogen “Kærestebilleder”, Hans Reitzels Forlag. Den er skrevet af en meget dygtig psykolog ved navn Hanne Hostrup, der har mere end 25 års erfaring som parterapeut.

/Vigga - som synes, det er rigtig fornuftigt, at man nu ikke længere behøver at udbede sig, at folk afholder sig fra at trykke blogindlæg i avisen…