Cookie- og privatlivspolitikVelkommen i manegen! Yndlingsbeskæftigelse for tiden: At bide i den lidt for tykke bordplade!
For tiden arbejder jeg virkelig hårdt for at indse (med følelserne), at når nogen ikke har tid eller er trætte eller bare gerne vil ha’ lidt alenetid, så betyder det ikke: “Vigga, du er kedelig, uinteressant og anmassende. Derfor gider vi dig helt generelt ikke! Fat det nu!” Jeg øver mig i at sige: “Dét dér havde vedkommende nok også sagt til en anden end dig i dag, Vigga.”
Men når det nu ikke er dét, den lille arrige pige indeni mig hører hver gang, så bliver det sgu lidt besværligt at være her… Suk. Jeg forsøger virkelig at smile pænt og lyde imødekommende, når jeg svarer: “Dét skal du ikke tænke på. Det er helt i orden. Vi finder en anden gang.” For det er jo i orden. Og jeg vil jo også gerne selv ind imellem påberåbe mig retten til at sige noget lignende. Men min hovedpude får altså nogle frustrerede lammetæv ind imellem. Fordi jeg bliver så barnligt skuffet og såret og synes, at folk er smaddertarvelige. Og så også fordi det er hamrende pinligt at være så umoden, når man fylder 34 om to splitsekunder.
Jeg prøver også virkelig, når jeg har skrevet en jobansøgning eller en artikel eller et blogindlæg et sted at lade være med at føle mig decideret krænket over, at folk ikke straks kalder mig til samtale/kommenterer det. Ja, eller bare kommenterer det med replikker som: “Ih, hvor er det godt skrevet! Du rammer sømmet på hovedet!” Den lille, rasende pige indeni mig kniber øjnene sammen og bliver ædende ond: “Ja, dét kan enhver idiot da komme og skrive. Hvad med at SIGE noget!? Se mig dog!” Niks. Ros er slet, slet ikke godt nok til mig…(Og når jeg har været til samtale, men ikke fik jobbet, så er der utallige andre måder, jeg kan føle mig krænket og uset på - ork, det skal ikke komme an på dét da!)
Jeg prøver også rigtig meget at synes, at når folk bare lytter og ikke siger ret meget. Og faktisk slet ikke stiller spørgsmål, så kan det godt være, fordi de bare ganske enkelt ikke ved, hvad de skal sige. Eller fordi de har andet at tænke på. Ikke fordi det, jeg siger, er uinteressant eller ligegyldigt. Eller fordi jeg er ligegyldig. Jeg prøver at tænke, at de vigtige - vennerne - vel også skal ha’ lov at være mennesker og somme tider af den ene eller den anden grund ikke rigtig i stand til at gi’ det, jeg håber på. Jeg forsøger at sige til mig selv, at “jo, der findes selvfølgelig mennesker, der synes, jeg er skide kedelig. Og somme tider synes vennerne det også. Og det må vel være okay.”
Men det føles bare ikke spor okay.
Når jeg tænker over det, så er det faktisk deprimerende sjældent, at jeg synes, folk er ordentligt engagerede og giver mig den opmærksomhed, jeg fortjener. Og jeg har ellers faktisk nogle ret så interesserede og engagerede venner omkring mig. Som ringer. Og skriver. Og alt muligt. Og som siger, de godt kan lide mig. Måske har jeg også en kæreste, der i øvrigt i december var ved at brænde sammen, bl.a. fordi han troede, han skulle give mig alt det dér, jeg tørster efter. Og mere til. Ja, måske… Jeg ved det ikke helt endnu. Altså om vi bliver kærester igen. Det er også sagen uvedkommende. Endnu. Men jeg punkede ham i hvert fald. For altid at være for lidt. Se mig for lidt. Være uengageret.
Jeg er ret træt af min egen grammofonplade…
Det korte af det lange er: Der er noget indeni mit hoved, der ikke passer med det udenom. Noget, som bliver ved med at føle sig enormt forsømt, overset, såret. Og som bliver utroligt vred over, at alle de andre kan få og få og få. Mens jeg vist nok forventes at gi’ og gi’ og gi’ Og så bliver jeg trodsig. Og gider faktisk ikke rigtig sige eller give noget. Som helst. Eller spørge og interessere mig for. Eller tage kontakt. Fordi alle er sådan nogle forkælede røvhuller, der tror, at jeg synes, de er evigt interessante. Gu’ er de ej!
Jeg ved nu, at det, jeg føler indeni, har et navn: Forladthedsfølelse. Alene ordet smager fandeme af superfornærmet, urimelig, overforkælet unge. Men det var jeg ikke. Dengang for tredive år siden. Jeg var overset. Nedprioriteret. Følte i perioder, mine forældre så mig som en trættende byrde, selv om jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være nem for voksne, som havde tunge sorger og problemer at bære. Og det gjorde mig meget, meget vred og ked af det, at min umage ikke blev belønnet - at der ikke var plads til mig. Men hvad kan man gøre? Man er fire år og har ikke engang hele den lille ordbog installeret på harddisken endnu. Resultat: De voksne vinder.
Det er så længe siden nu. Og det står ikke til at ændre. Men følelserne står til at ændre. Det er jeg nødt til.
Må tage en snak med hende den lille snart, for hun larmer indeni mit hoved. Må lade hende lammetæve hovedpuden og råbe, at de voksne fandeme var nogle røvbananer. Så håber jeg snart, det går over. For de er faktisk enormt dejlige og deltagende, vennerne. Og jeg kan mærke, det kunne komme til at virke meget rarere og meget mere afslappet mellem mig og måske-kæresten, når det er legitimt for begge at stemple ud og ind af kontakten og samtidig vide, at følelserne ikke ændrer sig det mindste. Og så fordi jeg er enormt træt af at være en bitter og nøjeregnende møgunge med appelsinhud på lårene og en livserfaring, der rækker til en del mere end elefantpladsen på grøn stue…
/Vigga - vil gerne ha’ plaster på knæet. Nu!
Tags: barndom, bitterhed, Håb, spænder ben for mig selv, svigt, vrede